25 år med én samlet indgang til myndigheder i Øresundsregionen
I 25 år har Øresunddirekt været en central aktør i Øresundsregionen og et eksempel på, hvordan myndighedssamarbejde kan gøre livet lettere for borgere og virksomheder. Siden oprettelsen i 2000 har informationscentret i Malmø og en dansk kommunikationsafdeling arbejdet sammen for at vejlede grænsependlere og virksomheder om regler og muligheder på tværs af Danmark og Sverige.
Myndighedernes roller i Øresunddirekt
Øresunddirekts informationscenter består af et tæt samarbejde mellem flere svenske myndigheder, som hver især bidrager med ekspertise inden for deres områder. Sammen gør de det muligt at tilbyde borgere og virksomheder vejledning, der bidrager til en lettere overgang mellem Danmark og Sverige.
De svenske myndigheder i Øresunddirekt spiller hver især en afgørende rolle. Her er en oversigt over, hvordan de bidrager til samarbejdet:
Länsstyrelsen Skåne – Den svenske regering og Riksdagens forlængede arm i Skåne
Länsstyrelsen i Skåne arbejder på mange områder og med den opgave at overvåge og støtte Skånes udvikling og rapportere om länets tilstand til regeringen.
Gennem deres virksomhedsansvar for Øresunddirekt hjælper de med at guide borgere og virksomheder, der bevæger sig på begge sider af sundet.
Arbetsförmedlingen – Hjælper med job og rekruttering
Arbetsförmedlingen bidrager med vejledning til både jobsøgende og virksomheder. For pendlere betyder det hjælp til at forstå regler for arbejdstilladelser, arbejdsmarkedet, kulturforskelle på arbejdspladser og ved jobsøgning. Virksomheder, der ønsker at rekruttere arbejdskraft på tværs af grænsen, kan også få rådgivning om, hvordan de kan få tilgang til hele Øresundsregionens talentpulje.
Skatteverket – Klarhed om skat og folkeregistrering
For mange pendlere er skatteforhold en af de vigtigste ting at forstå, inden de tager job på den anden side af Øresund. Skatteverket tilbyder derfor præcis vejledning om, hvordan man registrerer sig korrekt, hvilke skatteregler der gælder, og hvordan man undgår dobbeltbeskatning. De hjælper også virksomheder med at forstå, hvordan svensk og dansk skattelovgivning spiller sammen. Skatteverket hos Øresunddirekt har et tæt samarbejde med Skattestyrelsen i Danmark, som også bidrager med relevant information til Øresunddirekts hjemmesider.
Försäkringskassan – Socialforsikringer og sundhedsydelser
Försäkringskassan giver information om social sikringstilknytning og om sociale ydelser, eksempelvis ved sygdom og barsel, for pendlere og borgere, der bor i ét land og arbejder i det andet. Deres indsats sikrer, at grænsependlere får adgang til de sociale rettigheder, de er berettiget til, uden unødvendige komplikationer.
Samarbejde med danske myndigheder
Udover de svenske myndigheder, som sidder klar i vores informationscenter, samarbejder Øresunddirekt også tæt med Region Skåne, Pensionsmyndigheten i Sverige og flere danske myndigheder såsom Skattestyrelsen, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Udbetaling Danmark. Så selvom de danske myndigheder og samarbejdpartnere ikke sidder i vejledningen hos Øresunddirekt, er de behjælpelige med opdateret og relevant information til vores hjemmesider.
2025 - et vigtigt jubilæums år i hele Øresundsregionen
2025 er et helt særligt år for alle os, der lever, arbejder og studerer i Øresundsregionen. Det er 25 år siden, Øresundsbroen åbnede og knyttede Danmark og Sverige tættere sammen – både fysisk og mentalt. Samme år blev Øresunddirekt etableret som en nøgleaktør i at gøre hverdagen nemmere for grænsependlere, virksomheder og borgere på tværs af Sundet.
Øresunddirekt markerer i løbet af 2025 jubilæet med en artikelserie med historiske nedslag samt fremtidsperspektiver på Øresundsregionen.
Følg med på vores hjemmeside og tilmeld dig vores nyhedsbrev for at holde dig opdateret.
Tilmeld Øresunddirekts nyhedsbrev
FAKTABOKS OM ØRESUNDDIREKT
Etableret: 2000
Formål: At vejlede borgere og virksomheder i Øresundsregionen om regler og muligheder på tværs af grænsen.
Beliggenhed: Informationscenter i Malmø og kommunikationsafdeling i København
Samarbejde mellem: Länsstyrelsen Skåne, Arbetsförmedlingen, Skatteverket, Försäkringskassan og Region Skåne samt danske myndigheder som Skattestyrelsen.
Øresunddirekt Sverige finansieres af de ovennævnte svenske myndigheder og Nordisk Ministerråd, mens Øresunddirekt Danmark financieres af Region Skåne, Skattestyrelsen, Nordisk Ministerråd og Københavns og Tårnby Kommune.