Om Øresunddirekt
Hvad er Øresunddirekt?
Øresunddirekt hjælper dig, der bor, arbejder, studerer eller driver virksomhed på tværs af Danmark og Sverige. Du får overblik over, hvem vi er, hvad vi gør, og hvordan vi kan hjælpe dig med regler, muligheder og grænsehindringer i Øresundsregionen.
Øresunddirekt er en af tre grænseregionale informationstjenester i Norden. Vi har to afdelinger: et informationscenter i Malmø og en digital kommunikationsafdeling i København.
Læs mere om vores afdelinger, samarbejdspartnere og aktiviteter her på siden.
Lige ved siden af hovedbanegården i Malmø finder du Øresunddirekts informationscenter, der hvert år vejleder tusindvis af besøgende via personlige møder, e-mail og telefon.
I informationscentret kan du møde eksperter fra:
- Arbetsförmedlingen
- Försäkringskassan
- Skatteverket
- Länsstyrelsen Skåne
- Region Skåne
Du kan bl.a. få vejledning om arbejdsmarked, skatteregler og social sikring, og tips og råd til jobsøgning og studier på den anden side af Øresund.
Informationscentret deltager desuden i messer og events i Danmark og Sverige og samarbejder med myndigheder og EURES om at identificere og bidrage til at løse grænsehindringer.
Det kan du også få hjælp til:
Virksomheder kan også få vejledning gennem Øresundsvejlederne. Her kan du både deltage i fælles informationsmøder og booke et skræddersyet forløb til din virksomhed, hvis du vil rekruttere eller etablere dig på den anden side af Øresund.
Se vores side om Øresundsvejlederne
Find åbningstider, vejvisning og praktiske oplysninger om informationscentret
Sådan finansieres Øresunddirekt i Sverige
Informationscentret i Malmø finansieres af Arbetsförmedlingen, Försäkringskassan, Skatteverket, Länsstyrelsen Skåne, Region Skåne og Nordiska Ministerrådet.
Den ansvarlige for informationscentret er Malin Dahl, som er ansat af Länsstyrelsen Skåne og Region Skåne.
Øresunddirekts digitale redaktion ligger i København og består af fire medarbejdere.
Vores primære opgave er at udvikle og opdatere indholdet på websitet, så du altid får korrekt og aktuel information. Derfor er vi løbende i tæt dialog med myndigheder i både Danmark og Sverige samt med informationscentret i Malmø.
Vi er desuden ansvarlige for:
- Indhold til vores sociale kanaler på Facebook, Instagram, LinkedIn og TikTok
- Digitale kampagner og kommunikationsindsatser
- Udvikling af informationsmateriale, fx trykte materialer og guides
Derudover deltager vi i messer og events, driver udviklingsprojekter og bidrager til grænsehindringsarbejdet i samarbejde med myndigheder i Danmark og Sverige.
Øresunddirekt ejer og driver portalerne:
- Oresunddirekt.se – På svensk for dig, der vil arbejde, studere eller flytte til Danmark.
- Oresunddirekt.dk – På dansk for dig, der vil arbejde, studere eller flytte til Sverige. Du finder også information, hvis du bor i Sverige og pendler til arbejde i Danmark.
- Oresunddirektbusiness.se – På svensk for virksomheder, der vil drive forretning i Danmark.
- Oresunddirektbusiness.dk – På dansk for virksomheder, der vil drive forretning i Sverige.
Sådan finansieres Øresunddirekt i Danmark
Den digitale redaktion i København finansieres af Skattestyrelsen, Nordisk Ministerråd, Region Skåne, Københavns Kommune og Tårnby Kommune.
Kontakt den digitale redaktion
Har du spørgsmål til den digitale redaktion? Send os en mail
Øresunddirekts arbejde med grænsehindringer
For at borgere og virksomheder kan udnytte mulighederne i Øresundsregionen, er det vigtigt at minimere grænsehindringer mellem Danmark og Sverige. Derfor deltager Øresunddirekt aktivt i arbejdet med at identificere og fjerne grænsehindringer på både regionalt og nordisk niveau.
Nordisk Ministerråd arbejder for at styrke samarbejdet mellem de nordiske lande og har fokus på at identificere og fjerne grænsehindringer. Arbejdet varetages af Grænsehindringsrådet, som består af repræsentanter fra alle nordiske lande inklusive Grønland, Åland og Færøerne.
Grænsehindringsrådet har som mål at fjerne 5–8 grænsehindringer om året inden for bl.a. arbejdsmarked, social sikring, uddannelse og erhverv. Hver grænsehindring følges, indtil den er løst, eller det er afklaret, at den ikke kan løses.
Grænsehindringsrådet samarbejder med en række aktører i Norden, herunder Øresunddirekt. Øresunddirekt indsamler viden om de grænsehindringer, du og virksomheder oplever mellem Danmark og Sverige, og videregiver den til rådet.
Greater Copenhagen er et politisk samarbejde mellem Østdanmark og Sydsverige i Øresundsregionen. Et af deres indsatsområder er at identificere og bidrage til at løse grænsehindringer mellem Danmark og Sverige.
Målet er at fjerne grænsehindringer, der hæmmer mobilitet og vækst i regionen. Øresunddirekt indgår i Greater Copenhagens indsats for at sikre tæt arbejdsmarkedsmæssig integration i regionen.
Juridisk ansvar
Informationen på oresunddirekt.com er ikke juridisk bindende. Vi opdaterer løbende indholdet og retter fejl, så snart vi bliver opmærksomme på dem. Øresunddirekt kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle fejl eller mangler i indholdet.
Vores sider indeholder links til information fra andre offentlige og private organisationer. Vi kan derfor ikke garantere, at indholdet altid er opdateret eller dækkende.
Vi bestræber os på at oversætte tekster korrekt. Der kan dog forekomme fejl i forhold til de oprindelige tekster.
Når du besøger vores websites, gælder Øresunddirekts cookie- og privatlivspolitik.
