Operasangeren Klara Ek har hele Øresundsregionen som sin arbejdsplads
Klara har siden 2006 været bosiddende i København og arbejdet freelance som operasanger i store dele af verden, blandt andet USA, Japan, Tyskland, Italien, og andre dele af Europa. Med hjælp fra sin London-baserede agent har Klara taget imod opgaver fra hele verden, og i mellemtiden har København fungeret som en optimal base og hjem for operasangeren. Klara ser mange fordele i at befinde sig i Øresundsregionen, som er placeret tæt på resten af Europa og med tilgang til Kastrup Lufthavn, hvor der er adgang til de fleste store byer i verden. Derudover findes der gode togforbindelser til eksempelvis Hamburg og Sverige, hvilket også har været en fordel. De seneste år har Klara haft en længsel efter at forankre sig mere lokalt, hvorfor hun via sit svenske agentur er begyndt at tage flere jobs i regionen.
- I visse tilfælde har jeg kunne cykle til mit job i København, hvilket er ret sjældent i jobbet som freelance operasanger, fortæller Klara.
Klara har desuden haft en del jobs i Sverige, eksempelvis i foråret 2020, hvor hun arbejdede på Malmø Opera med forestillingen Orfeus i underverdenen.
I den forbindelse tog Klara Øresundstoget fra bopælen i København til arbejdet i Malmø.
- Min oplevelse med at pendle har været utrolig positiv! Jeg trives med den ekstra forberedelsestid og man møder ofte kollegaer i toget. Det er perfekt at kunne arbejde på vejen over sundet, og samtidig kombinere familie- og arbejdsliv, siger Klara.
Men det har ikke udelukkende været en positiv oplevelse at pendle mellem forskellige lande i arbejdsregi. Klara oplever ofte, at hun savner informationer for hendes branche og omkring hvilke regler, der er gældende, når man grænsependler for mindre arbejdsopgaver. Her har hun ofte følt, at hun famler i blinde, og tit er det svært at få kontakt med relevante myndigheder, der har kendskab og viden om netop hendes specifikke situation. Klara har selv stødt på problemer med blandt andet a-kasse og da hun ansøgte om certifikat A1 for social sikrings tilknytning. Hun ved, at flere af hendes kollegaer står i samme situation.
- Dilemmaet er, at man ikke altid har styr på reglerne, når man siger ja til opgaven. Og når man så opdager problemet, er det allerede for sent, siger Klara.
Klara ville derfor ønske, at der havde fandtes en informationsbrochure, såsom denne, da hun flyttede til København og startede med at arbejde freelance. For mere samlet information for netop denne specifikke målgruppe er ifølge Klara eftertragtet. Klara oplever dog, at det er nemmere at grænsependle mellem Sverige og Danmark end at tage en opgave et andet sted i Europa. For udover at afstanden er kortere, og at man forstår sproget bedre, så er relationerne mellem de svenske og danske myndigheder desuden med til at gøre livet væsentligt nemmere for grænsependlerne.
- For mig findes der intet bedre sted at befinde sig på, siger Klara, der ser frem til at vende tilbage til Malmö Opera igen i efteråret 2021.
Klaras råd til en pendlende kulturarbejder i Øresundsregionen:
> Find en revisor med forstand på området, der kan hjælpe dig.
> Find så meget information som muligt, inden du starter en opgave. Det bliver sværere at rette efterfølgende fejl.
> Etabler et netværk af kollegaer, der står i samme situation. Det har hjulpet mig meget at kunne udveksle erfaringer med personer i lignende situationer.