Vårdcentral (lægehus) i Sverige
Hvis du bliver syg i Sverige, er din første kontakt en vårdcentral – det svarer til et dansk lægehus. Som grænsependler kan du selv vælge, om du vil behandles i Danmark eller i Sverige.
Vælg vårdcentral i Skåne
Der findes vårdcentraler i alle kommuner i Skåne. Som udgangspunkt tilhører du den, der ligger tættest på din bopæl, men du kan frit vælge en anden.
Der findes både offentlige og private vårdcentraler. Hvis en privat vårdcentral har aftale med det offentlige, er egenbetalingen den samme som hos en offentlig.
Du kan vælge vårdcentral via Region Skånes hjemmeside.
Læs om vårdcentral hos Region Skåne
Find vårdcentral i Region Skåne på 1177.se
Hvis du bliver syg
Hvis du bliver syg, skal du som udgangspunkt kontakte din vårdcentral i dagtimerne. Her kan du få rådgivning over telefonen, og de kan booke en tid hos en læge.
På mange vårdcentraler er det muligt at få en tid samme dag. Det forudsætter, at du ringer tidligt om morgenen, at der er ledige tider, og at de vurderer, at du har behov for hurtig lægehjælp. Ellers får du en tid, hvor en læge kan vurdere din tilstand.
Ved lettere akutte tilstande, som opstår om aftenen eller i weekenden, kan du blive behandlet på en jourmottagning.
Find din nærmeste jourmottagning på 1177.se
Akut behandling
I Sverige skal du altid henvende dig til en vårdcentral først.
Sygehusene har akutklinikker, men de bruges først og fremmest i virkelig alvorlige tilfælde.
Betaling og dækning
Hvis du har det blå EU-sygesikringskort (og i visse tilfælde også det gule sundhedskort) er behandling på en svensk vårdcentral som udgangspunkt dækket.
Der kan dog forekomme tilfælde med egenbetaling. I visse tilfælde kan du søge refusion via "International Sygeforsikring" hos Styrelsen for Patientsikkerhed.