Forsikringer i Sverige

Seneste opdateret 08-01-2024
I Sverige har 95 procent af alle hjem en hjemforsikring/indboforsikring. Langt størstedelen af alle ansatte i Sverige har en arbejdsmarkedspension og en stor del af den svenske befolkning har også private pensionsordninger.
Print

Hvis du har tænkt på eller er på vej til at bosætte dig i Sverige, står du også i den situation, at du skal undersøge forsikringsmarkedet. Ligesom i Danmark er der mange forskellige forsikringsselskaber i Sverige, som tilbyder en række forsikringspakker til dig og din familie. Priserne varierer alt afhængigt af forsikringsselskab, og hvilke services du vælger. Derfor er det en god idé at sondere markedet, inden du køber en forsikring. 

Det er almindeligt, at svenske arbejdsgivere tegner forskellige typer af forsikringer for sine medarbejdere. Undersøg derfor først, hvorvidt disse tilbud er til rådighed på din svenske arbejdsplads, inden du selv tegner forsikringer. 

 

Hjemforsikring/Indboforsikring

I Sverige er det ret almindeligt at have en hjemforsikring, selvom det ikke er obligatorisk. Hjemforsikringen består af en pakke med forskellige skadesforsikringer, som beskytter ejendele ved fx brand eller tyveri. Forsikringen giver også en grundlæggende dækning ved rejser, eller hvis den forsikrede bliver overfaldet eller påkrævet erstatning. 

 

Bilforsikring/Trafikforsikring

Det er obligatorisk at tegne en trafikforsikring, som svarer til en dansk ansvarsforsikring. Forsikringen dækker blandt andet personskader. Du skal tegne en trafikforsikring, når du bliver ejer af et motorkøretøj.

Forsikringen dækker også:

  • Hvis der sker en kollision med et andet køretøj med ejendomsskader til følge.
  • Hvis du støder sammen med andet end et motorkøretøj, fx en lygtepæl. Skaderne på lygtepælen erstattes som regel af din trafikforsikring.

Trafikforsikringen dækker ikke skader på din egen bil. Her skal du yderligere tegne en halv- eller helforsikring, som dækker skader på din bil i forskelligt omfang - fx ved brand og tyveri.

 

Syge- og ulykkesforsikring

En syge- og ulykkesforsikring består af flere forskellige forsikringer. Det kan blandt andet være børneforsikring, rehabiliteringsforsikring, "sjukvårdsförsäkring", ulykkesforsikring og andre former for sygeforsikring. Den private "sjukförsäkring" er et supplement til de offentlige velfærds- og sikkerhedssystemer i Sverige.

OBS: "Sjukvårdsförsäkring" og "sjukförsäkring" er to forskellige forsikringsprodukter. "Sjukvårdsförsäkringen" giver hurtig sygepleje og genoptræning, mens "sjukförsäkringen" giver økonomisk erstatning ved indkomsttab på grund af sygdom.

 

Läs mere om sjukvårdsförsäkring på svensktforsakring.se

 

Ulykkesforsikring på arbejdspladsen

Hvis du arbejder i Sverige, er det ret normalt, at din arbejdsgiver har tegnet en ulykkesforsikring i tilfælde af ulykke og erhvervssygdomme for deres ansatte - en kollektiv ulykkesforsikring. En kollektiv ulykkesforsikring kan variere fra heltid, fritid med eller uden transporttid mv. Det er dog ret normalt, at arbejdsgiverens ulykkesforsikring dækker skader, der opstår i arbejdstiden, inklusiv til og fra arbejdet og bopælen - medmindre du laver omveje (med undtagelse af at hente børn og lignende ærinder, som du normalt gør til og fra arbejde).

Hvis der er et motoriseret køretøj involveret i en ulykke, såsom bil eller tog, gælder det motoriserede ‘køretøjs’ trafikforsikring. Ved fx bus eller tog gælder ‘transportørens’ trafikforsikring.

Bor du i Danmark og arbejder i Sverige, og eksempelvis tager toget fra Malmø til Københavns Hovedbanegård og cykler fra togstationen videre hjem, kan ulykkesforsikringen dække det stykke fra togstationen til din bopæl (så længe der ikke er tale om brug af et motoriseret køretøj).

 

Pensionsforsikring

I Sverige har man en almen pension (ligesom den danske folkepension), som trækkes fra det, man tjener. Den ligger som udgangspunkt på 16 % af indkomsten. Udover den almene pension har mange svenskere en tjenestepension, som deres arbejdsgivere betaler. Selvom de fleste har begge typer af pension, er det blevet almindeligt, at man også tegner en individuel pensionsforsikring. Oftest tegner man en pensionsforsikring og bestemmer selv, hvor mange penge man vil spare op hver måned.

 

Forsikringstyper

Hvis du gerne vil tegne forsikringer i Sverige, bør du overveje, hvilke forsikringer du har brug for. Der kan være flere typer forsikringer, som du har brug for, som ikke er nævnt i ovenstående. Det kan fx være, at du skal have en børneforsikring, dyreforsikring, studenterforsikring eller livsforsikring. På Hallå Konsumentets hjemmeside kan du læse mere om de forskellige forsikringstyper.

 

Læs mere om de forskellige forsikringer på hallakonsument.se

 

Find forsikringsselskaber i Sverige

Når du skal vælge et forsikringsselskab i Sverige, er det en god idé, at du kontakter flere forskellige forsikringsselskaber.

På Konsumenternas hjemmeside kan du få en liste over svenske forsikringsselskaber, hvor du kan sammenligne deres priser og forsikringsvilkår. Du kan også læse mere om de forskellige forsikringstyper på deres hjemmeside.

 

Sammenlign pris og vilkår på Konsumenternas.se

 

Danske forsikringer i Sverige

Hvis du allerede har tegnet forsikringer i Danmark, er det ikke sikkert, at du kan tage dem med dig, når du flytter til Sverige, eftersom lovgivningen kan se forskellig ud på forsikringsområdet i de to lande. Det kan derfor være en god idé at indledningsvis kontakte dit danske forsikringsselskab og spørge om dine forsikringer også er gyldige i Sverige.

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Kontakt Øresunddirekt

Tak for dit svar.

Støttes af