Boligsalg i Sverige

Senest opdateret 2026-03-30

Vil du sælge din bolig på den svenske side af Øresund? Få styr på, hvordan processen adskiller sig fra Danmark – herunder budgivning, købers ansvar og skat ved salg.

Landskrona set oppefra
Foto: Oskar Faldt
 

Selvsalg eller ejendomsmægler?

Ligesom i Danmark kan du vælge at sælge din bolig selv eller bruge en ejendomsmægler (mäklare). Vælger du en mægler, skal du tage stilling til, om mægleren skal stå for hele salget, eller om du selv vil varetage nogle opgaver. Du kan fx vælge selv at fremvise boligen for potentielle købere.

Der findes flere boligportaler, hvor boliger fra ejendomsmæglere bliver annonceret. Sælger du gennem en mægler, bliver din bolig typisk eksponeret på disse portaler, hvilket øger synligheden over for købere.

Du kan se eksempler på boligportaler her:

Huseftersyn og undersøgelsespligt

I Sverige er det køber, der har det såkaldte undersökningsplikt. Det betyder, at det – i modsætning til Danmark – er køber, der skal sørge for huseftersyn (besiktning).

Som sælger kan du ikke blive holdt ansvarlig for forhold, du har oplyst til køber.

Du kan derimod blive holdt ansvarlig for skjulte skader, der ikke er blevet opdaget ved et grundigt huseftersyn – også selvom du ikke selv har været bekendt med dem.

Det er derfor en god idé at give et så retvisende billede som muligt af boligens stand i forbindelse med salget.

 

Energideklaration

Når du sælger en bolig i Sverige, skal du have en energideklaration. Den er gyldig i ti år og bliver normalt udarbejdet af dig som ejer i samarbejde med en energiekspert.

Læs om energideklaration hos Boverket

Budgivning

Når du sælger bolig i Sverige, er processen anderledes end i Danmark. I Sverige er budgivning den mest almindelige salgsform, hvor interesserede købere byder over hinanden, indtil der er fundet en køber.

Du bestemmer – evt. sammen med en ejendomsmægler – hvordan budgivningen skal foregå, og hvor længe den varer. Du har ikke pligt til at sælge til den højest bydende eller til den pris, der står i annoncen.

En ejendomsmægler kan hjælpe dig med at fastsætte en realistisk udbudspris for din bolig.

 

Salg

Salget er først bindende, når købekontrakten er underskrevet. Ved underskrivelsen betaler køber handpenning, som typisk er omkring 10 % af købesummen. I kontrakten fremgår også den overtagelsesdato, du og køber har aftalt.

Ved overtagelsen betales resten af købesummen, og køber modtager et köpebrev som kvittering for købet. Herefter kan køber ansøge om et lagfartsbevis (skøde).

 

Skat af fortjeneste ved boligsalg

Når du sælger en bolig i Sverige, skal du betale skat af en eventuel fortjeneste (kapitalvinst). Skatten afhænger af boligtypen.

Sælger du en privat bolig (hus eller lejlighed), udgør skatten 22 % af fortjenesten efter fradrag for salgs- og forbedringsudgifter. I nogle tilfælde kan du søge om at udskyde skatten (uppskov).

Husk, at boligsalget skal indberettes i din svenske selvangivelse året efter, at kontrakten er underskrevet.

Beregn din skat ved boligsalg hos Skatteverket

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for din feedback!
Noget gik galt, forsøg igen

Støttes af