Gode råd til dig, der søger job i Sverige
Vil du søge job i Malmø, Lund, Helsingborg eller andre steder i Sverige? Her får du gode råd til jobsøgningen – fra Arbetsförmedlingen og jobportaler til netværk, sociale medier og uopfordrede ansøgninger.
Arbetsförmedlingen
Hvis du søger job i Sverige, kan du starte på Arbetsförmedlingens hjemmeside. Her finder du Sveriges største jobbank, Platsbanken, hvor du kan søge blandt tusindvis af offentlige og private stillinger.
Du kan også finde information om arbejdsmarkedet inden for forskellige brancher, tips til jobsøgningen i Sverige og beskrivelser af en lang række erhverv.
Søg job på Platsbanken hos Arbetsförmedlingen
Få hjælp med ansøgning og CV hos Arbetsförmedlingen
Inspiration til, hvor du også kan søge:
Sociale medier
Sociale medier som LinkedIn, Facebook og Instagram bruges i stigende grad i jobsøgningen – især inden for brancher som business, marketing, kommunikation og digitale medier.
Det er derfor en god idé at holde din LinkedIn-profil opdateret med relevant erfaring, kompetencer og projekter. Sørg også for at udvide dit netværk med fx tidligere kolleger og chefer, interessante fagpersoner og virksomheder, du gerne vil arbejde hos.
Du kan også øge din synlighed ved at være aktiv på platformen – fx ved at kommentere på opslag, dele relevant indhold eller skrive egne opslag.
Dit eget netværk
Ligesom i Danmark kan et godt netværk øge dine chancer for at finde dit næste job. Undersøg derfor, om venner, familie, bekendte eller tidligere kolleger har forbindelser til Sverige, hvis du gerne vil arbejde på den anden side af Øresund.
Du kan også bruge LinkedIn aktivt til at udvide dit netværk og skabe kontakt til relevante virksomheder og fagpersoner i Sverige.
Uopfordrede ansøgninger
Mange virksomheder slår ledige stillinger op på deres egne hjemmesider, men du kan også sende en uopfordret ansøgning, hvis du har fundet en arbejdsgiver, der virker interessant.
Det er dog mindre almindeligt i Sverige end i Danmark, at virksomheder gemmer uopfordrede ansøgninger i længere tid. Send derfor gerne ansøgningen direkte til en relevant kontaktperson – fx en afdelingschef inden for dit fagområde.
Hvis du ikke hører noget, kan du evt. følge op med et opkald efter et par uger.
Rekrutteringsfirmaer
Du kan også bruge rekrutteringsfirmaer, når du søger job.
På eniro.se kan du fx finde rekrutteringsfirmaer ved at søge på "rekrytering Skåne".
Ordbog
DK |
SE |
|
Uopfordret ansøgning
|
Spontantansökan
|
| Virksomhed | Företag |
|
Ansættelse
|
Anställning |
| Ansættelsesaftale | Anställningsavtal |
| Ansøgning | Ansökan |
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
7 gode råd: Sådan søger du job i Sverige
Hvis du søger job i Sverige, giver vi dig syv gode råd om blandt andet, hvor du kan søge job og om svenske ansættelsesforhold.
Find dit næste job i Sverige Alle aktuelle ledige stillinger i Sk
Alle aktuelle ledige stillinger i Skåne og Halland er samlet ét sted - søg blandt mere end 3.000 jobannoncer.