Obligatorisk brug af vinterdæk i Sverige
Hvis du skal have din bil med til Sverige i perioden 1. december til 31. marts, skal du huske at have vinterdæk på. Det er lovpligtigt at køre med vinterdæk i Sverige mellem december og marts når der er sne eller is på dele af vejen.
Ifølge svensk lov er vinterdæk til personbiler enten pigdæk, såkaldte friktionsdæk eller helårsdæk, der er særligt fremstillet til vinterkørsel, og som har en mønsterdybde på mindst 3 mm.
For lastbiler, busser eller personbiler klasse II med en totalvægt over 3500 kilo, kræves en mønsterdybde på mindst 5 mm.
Hvornår skal man have vinterdæk på?
Mellem den 1. december og 31. marts skal du have vinterdæk på bilen, hvis du skal benytte den i Sverige. Ifølge Dækbranchens Fællesråd er fornuftigt at skifte fra sommerdæk til vinterdæk, når der er risiko for, at temperaturen kommer under 7 grader. En tommelfingerregel er at montere vinterdæk omkring efterårsferien og sommerdæk omkring påske. Snekæder kan benyttes under forudsætning af, at de ikke ødelægger vejene.
Læs mere om vinterdæk i Sverige | Øresunddirekt
Hvad er reglerne for vinterdæk i Danmark?
I Danmark er vinterdæk ikke lovpligtige. Det anbefales dog, at man skifter mellem vinterdæk og sommerdæk. Vinterdæk er fremstillet af blødere gummi end sommerdæk, og det betyder, at vinterdæk bedre kan stå fast på vejbanen ved lave temperaturer.
Hvad er reglerne for pigdæk i Sverige?
I Sverige er det tilladt at bruge pigdæk i perioden 1. oktober til 15. april. Hvis bilen har pigdæk, skal også en eventuel trailer, der er koblet til bilen, have pigdæk. I normale tilfælde skal pigdækkene tages af senest den 15. april. Men da der stadig kan være sne i dele af Sverige om foråret, får man lov at beholde pigdækkene på, indtil vintervejret er ovre.
Læs mere om kørsel med vinterdæk i Sverige på Transportstyrelsen.se.