18-20. november kan du ikke træffe Arbetförmedlingen på informationscentret. Kontakt

Øresunddirekt indgår samarbejde med Länsstyrelsen Skåne og Øresundsinstituttet om unges pendling

D. 26-09-2024
Øresunddirekt har i samarbejde med Länsstyrelsen Skåne og Øresundsinstituttet iværksat et nyt projekt, der undersøger og fremmer unges pendling over Øresund. Projektet, som er en del af et for-projekt støttet af Interreg, har til formål at identificere årsagerne til den markante nedgang i unge grænsependlere og udvikle løsninger til at vende denne tendens.
Print

Ifølge en undersøge foretaget af Øresundsinstituttet er andelen af unge, der pendler mellem Danmark og Sverige, faldet fra cirka 17 % i 2007 til blot 6,5 % i 2022. Denne udvikling peger på en udfordring i at tiltrække og fastholde unge pendlere. Projektets mål er at undersøge, hvorfor færre unge vælger at pendle, samt at udforske nye kommunikationsstrategier, der kan gøre Øresundsregionens fælles arbejdsmarked mere synligt og attraktivt for de yngre generationer. Målet er at give de unge et bredere perspektiv på arbejdsmarkedet og åbne op for de muligheder, der findes på begge sider af Øresund.  

Hvem er fremtidens grænsependlere?

Fremtidens grænsependlere er de unge, og derfor et det essentielt at synliggøre mulighederne i Øresundsregionen for netop denne målgruppe. Projektet vil kortlægge de faktorer, der påvirker unges valg om at pendle, samt afdække, hvilke kommunikationsindsatser der er nødvendige for at nå dem. I samarbejde med partnere skal der udvikles en langsigtet plan, der kan udmønte sig i et treårigt hovedprojekt under Interreg.

Øresunddirekt på sociale medier

Som en del af indsatsen for at nå de unge, vil Øresunddirekt udvide sin tilstedeværelse på digitale platforme, herunder sociale medier som TikTok og Instagram. Disse kanaler vil blive brugt til at formidle information om livet og mulighederne i Øresundsregionen på en engagerende og inspirerende måde. Vi ønsker at skabe indhold, der appellerer til unge potentielle pendlere og viser dem fordelene ved at udforske arbejdsmarkedet på tværs af landegrænsen.

Vi håber, I vil følge med på denne spændende rejse og deltage i samtalen om fremtidens Øresundsregion.

Vi vil gerne høre fra dig!

Har du erfaring med at pendle over Øresund? Vi er meget interesserede i at høre fra både nuværende og tidligere pendlere. Hvilke udfordringer stødte du på, da du begyndte at pendle? Hvilken information manglede du? Hvad skal fremtidige pendlere vide, før de skal til at pendle? Hvad har overrasket dig ved at arbejde på den anden side af Øresund? Del dine erfaringer og perspektiver med os – både de positive og de mindre gode.

Du kan kontakte os på redaktionen@oresunddirekt.com. Vi ser frem til at høre fra dig – uanset om du er ung eller ej! Al erfaring og indsigt er værdifuld for os i arbejdet med at forstå og forbedre pendlingen over Øresund for kommende generationer.

Støttes af