A-kasse og dagpenge, når du bor i Sverige
Bor du i Sverige? Få overblik over, hvordan a-kasser fungerer, hvad du kan få i dagpenge, og hvilke regler der gælder – også hvis du arbejder på tværs af Øresund.
Om svenske a-kasser
Hvad er en a-kasse?
En arbejdsløshedskasse, som i daglig tale kaldes en a-kassa, kan yde økonomisk støtte, hvis du bliver arbejdsløs. Det er de 25 svenske a-kasser, der administrerer udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse (arbetslöshetsersättning).
A-kassen fungerer som en frivillig arbejdsløshedsforsikring, du kan melde dig ind i til enhver tid. Det er en god idé at være medlem af en a-kasse, hvis du vil være økonomisk sikret ved arbejdsløshed.
Pris og finansiering
Du betaler et månedligt kontingent for at være medlem af en a-kasse. Kontingentet ligger typisk mellem 110 SEK og 200 SEK pr. måned.
A-kasserne finansieres både af medlemsbetaling, arbejdsgiverafgifter og statslige tilskud.
A-kasse og fagforening
Tidligere var a-kasser en del af fagforeningerne. I dag er nogle stadig tilknyttet et fagforbund, men ikke alle.
A-kasser er typisk knyttet til bestemte fag eller brancher. Du behøver dog ikke være medlem af en fagforening for at være medlem af en a-kasse – og omvendt.
Vigtigt for grænsependlere
Som grænsependler skal du være opmærksom på, at du skal kontakte en EU-sagsbehandler (EU-handläggare), når du er i dialog med en a-kasse i Sverige eller Danmark.
Se FAQ om svenske a-kasser på sverigesakassor.se
Vilkår for dagpenge
For at få dagpenge i Sverige skal du opfylde en række grundlæggende krav.
Du skal bl.a.:
- være mindst 20 år
- være tilmeldt Arbetsförmedlingen fra din første ledige dag
- være aktivt jobsøgende og indsende aktivitetsrapport hver måned
- opfylde indkomstkravet
Se de svenske dagpengevilkår hos sverigesakassor.se
Dagpengesatser i Sverige
Den svenske regering fastsætter niveauet for arbejdsløshedsunderstøttelsen. A-kassen har derfor ikke indflydelse på, hvor meget du kan få udbetalt.
Dagpengene beregnes på baggrund af din tidligere indkomst. De er skattepligtige, og du optjener samtidig ret til pension, mens du modtager dem.
Hvor meget du kan få udbetalt, afhænger også af, hvor længe du har været medlem af en a-kasse:
- Har du været medlem i mindst 12 måneder, kan du maksimalt få 80 % af din tidligere indkomst
- Har du været medlem i 6–11 måneder, kan du maksimalt få 60 %
- Har du været medlem i 0–5 måneder, kan du maksimalt få 50 %
Se de svenske dagpengesatser hos Sveriges a-kassor
Se vores side om a-kasse og dagpenge for pendlere
Hvis du ikke er medlem af en a-kasse
Hvis du bliver arbejdsløs uden at være medlem af en a-kasse, kan du stadig have ret til dagpenge, hvis du opfylder betingelserne. Hvor meget du kan få, afhænger bl.a. af din tidligere indkomst.
Derudover afhænger regler og ydelser af din situation. Kontakt din a-kasse for at få en konkret vurdering.Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Bopæl i Sverige og skal pendle til job i Danmark?
Når du bor i Sverige og arbejder i Danmark, skal du ansøge om særligt sundhedskort og registreres hos Skattestyrelsen i Danmark.