Guide: Sådan beregner du, hvor meget du betaler i skat af din danske løn, når du bor i Sverige
Hvis du bor i Sverige og arbejder i Danmark, skal du betale skat på din løn i Danmark. Det er en god ide at have styr på, hvor meget du skal betale i skat, så du kan planlægge din økonomi bedst muligt. Skattestyrelsen har et regneværktøj, der kan hjælpe dig med at beregne din skat og give dig en indikation af, hvor meget skat der trækkes fra din løn.
Som grænsependler mellem Sverige og Danmark kan skattereglerne være komplekse, da de afhænger af din personlige situation, din løn og eventuelle fradrag. I denne guide gennemgår vi trin for trin, hvordan du som er kan bruge Skattestyrelsens værktøj til at beregne, hvor meget skat du skal betale af din løn i Danmark.
Trin-for-trin guide til Skattestyrelsens regneværktøj
Skattestyrelsens værktøj til beregning af skat giver dig mulighed for at lave en estimeret beregning af din skat baseret på din løn og dine fradrag i Danmark for et år. Husk, at du som bosat i Sverige er skattemæssigt hjemmehørende der og du derfor også skal forholde dig til din skat i Sverige ved bl.a. at udfylde den svenske deklaration årligt. Hvis du allerede har fået Forskudsopgørelse og skattekort står alle beregningerne der på, for den bestemte periode med arbejde i Danmark.
Følg disse trin for at udfylde beregningen korrekt:
- Vælg civilstatus: Vælg "Enlig" (ugift) og svar "Nej" i alle felterne om børn og medlemskab af folkekirken. Vælg nej, også selvom du er gift og har børn i Sverige, da det ikke påvirker din indkomstskat i Danmark.
- Vælg skattekommune: Når du bliver bedt om at vælge skattekommune, skal du i 2025 vælge Næstved kommune. Det skyldes, at grænsependlere betaler den gennemsnitlige skat, og da skatteprocenten i Næstved er den samme, giver det en retvisende beregning.
- Indtast din årsløn: På næste side skal du udfylde din årsløn i feltet "Lønindkomst".
- Indtast fradrag i personlig indkomst: Du kan f.eks. få fradrag for din kørsel til og fra arbejde i Danmark og hjem i Sverige. Udregn dit kørselsfradrag via linket nedenfor og indsæt det under ”Befordring”.
- Beregn: Klik på "Beregn" for at få dit resultat.
- Se resultatet: Dit skattebeløb vises i en oversigt under "Resultat af skatteberegningen".
Beregn din skat på Skattestyrelsens hjemmeside
Udregn dit kørselsfradrag på Skattestyrelsens hjemmeside
Hvorfor bruge Skattestyrelsens beregner?
Ved at følge denne guide kan du få et overblik over din danske skat og sikre, at du er godt forberedt på din årsopgørelse.
Tidligere havde Øresunddirekt en skatteberegner specifikt til øresundspendlere. Denne blev dog taget ned, da der var for store usikkerheder i den daværende løsning. Indtil en ny og forbedret beregner er på plads, anbefaler vi, at du bruger Skattestyrelsens værktøj, da det giver den mest pålidelige beregning.
Hvis du har en mere kompleks skattesituation, kan det være en god ide at kontakte Skattestyrelsen eller en skattevejleder hos Øresunddirekt for at sikre, at du betaler den korrekte skat og får de fradrag, du er berettiget til.