Guide: Beregn skat af dansk løn, når du bor i Sverige

Senest opdateret 2026-03-31

Bor du i Sverige og arbejder i Danmark? Her får du en enkel guide til, hvordan du beregner din danske skat med Skattestyrelsens værktøj, så du ved, hvad du får udbetalt, og kan planlægge din økonomi.

Mobilskærm med visning fra skat.dk

Sådan beregner du din skat som grænsependler

Som grænsependler mellem Sverige og Danmark kan skattereglerne være komplekse, fordi de afhænger af din situation, din løn og dine fradrag. I denne guide får du en trin for trin-gennemgang af, hvordan du bruger Skattestyrelsens værktøj til at beregne din skat af dansk løn.

 

Skattestyrelsens regneværktøj – trin for trin

Skattestyrelsens regneværktøj giver dig en vejledende beregning af, hvor meget skat du skal betale af din løn i Danmark på årsbasis. Beregningen tager udgangspunkt i din løn og dine fradrag.

Husk, at du som bosat i Sverige er skattemæssigt hjemmehørende der. Du skal derfor også forholde dig til din skat i Sverige og bl.a. udfylde svensk deklaration hvert år.

Hvis du allerede har fået forskudsopgørelse og skattekort, fremgår beregningerne her for den periode, hvor du arbejder i Danmark.

 

Følg disse trin for at beregne din skat

  1. Vælg civilstatus: Vælg "Enlig" (ugift) og svar "Nej" i alle felter om børn og medlemskab af folkekirken. Vælg nej, også selvom du er gift og har børn i Sverige, da det ikke påvirker din danske indkomstskat.

  2. Vælg skattekommune: Vælg Næstved Kommune. Grænsependlere betaler en gennemsnitlig kommuneskat, og satsen i Næstved giver derfor en retvisende beregning.

  3. Indtast din årsløn: Udfyld din årsløn i feltet "Lønindkomst".

  4. Indtast dine fradrag: Du kan fx få fradrag for kørsel mellem din bopæl i Sverige og arbejde i Danmark. Beregn dit kørselsfradrag via linket nedenfor og indsæt det under "Befordring".

  5. Beregn: Klik på "Beregn" for at se resultatet.

  6. Se resultatet: Dit skattebeløb vises under "Resultat af skatteberegningen".

Beregn din skat på skat.dk


Udregn dit kørselsfradrag hos Skat

 

Hvorfor bruge Skattestyrelsens beregner?

Med Skattestyrelsens beregner får du et hurtigt overblik over din danske skat. Det gør det lettere at planlægge din økonomi og være forberedt på din årsopgørelse.

Øresunddirekt havde tidligere en skatteberegner målrettet øresundspendlere. Den blev fjernet på grund af usikkerheder i beregningerne. Indtil en ny løsning er klar, anbefaler vi Skattestyrelsens værktøj, da det giver den mest pålidelige beregning.

Hvis du har en mere kompleks skattesituation, kan det være en god idé at kontakte Skattestyrelsen eller få vejledning hos Øresunddirekt. Det hjælper dig med at betale korrekt skat og få de fradrag, du har ret til.

Kontakt Øresunddirekt

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for din feedback!
Noget gik galt, forsøg igen

Støttes af